Randrusiansk samarbejde skal sikre hygiejnen

FysioDanmark Randers indgår nyt samarbejde med det randrusianske hygiejnerådgivnings-firma PureClean. Samarbejdet skal sikre klinikkens høje standarder og øge klienternes og personalets sikkerhed.

Et tryk i fysioterapeutens hånd, behandling på briksen og måske en anstrengende tur på løbebåndet. Bakterier og andre mikroorganismer kan hurtigt formere sig i en travl klinik, men det er der nu sat en stopper for hos FysioDanmark Randers.

Klinikken, der udover 21 behandlingsrum også tilbyder klienterne træning i et større træningscenter, har indgået et hygiejnesamarbejde med den randrusianske virksomhed PureClean. Det skal forbedre den nuværende rengøring og hygiejne samt sikre klienternes sikkerhed.

”Vi har meget stort fokus på kvalitet – både i vores fysioterapeutiske arbejde, men også på det miljø, som både vi og vores klienter dagligt benytter os af. Derfor er det vigtigt, at både rengøringen og hygiejnen er i top,” siger Mikael G. Jørgensen, klinikejer hos FysioDanmark Randers.

Nyeste teknologi skal forberede rengøringen 

De nye produkter, der fremover skal sikre både klienter og medarbejdere en renere og mere hygiejnisk klinik, hedder Q-Shield og kommer fra England. I Skandinavien forhandles produkterne af det randrusianske firma PureClean, som ligger i Dronningborg.

”Vores produkter benytter den nyeste teknologi indenfor overfladebehandling. De har den fantastiske egenskab, at de dræber alle mikroorganismer og har ikke de begrænsninger som de traditionelle desinfektionsmidler,” siger Asger Juul-Lassen, direktør hos PureClean.

Kvalitet og klienter i fokus

Udover at de nye hygiejneprodukter skal bruges i den daglige hygiejnekontrol, så skal personalet også fremover bruge dem til håndhygiejne. Det giver personale og klienter en større sikkerhed, når de befinder sig på klinikken.

”Dagligt har vi omkring 150 klienter gennem vores klinik og træningscenter, og flere af dem er syge eller i behandling andre steder. Med den nye standard er vi med til at sikre, at vores klienter har minimal risiko for at få overførsel af uønskede mikroorganismer, når de får behandling eller træner hos os,” siger Mikael G. Jørgensen, klinikejer hos FysioDanmark Randers.

Det er ikke kun klienter og medarbejdere, der kan mærke en forskel med de nye hygiejne- og rengøringsprodukter.  Klinikkens rengøringsassistent, Ann-Pia Kromann Nielsen, oplever også en markant ændring i sin daglige rengøring af klinikken.

“Med de nye produkter er det blevet nemmere at holde overflader og træningsudstyr rent. Jeg skal ikke bruge helt så mange kræfter, og jeg kan bruge betydeligt mindre vand i min rengøring,” siger Ann-Pia Kromann Nielsen.

Fremover skal en ny rengørings- og vedligeholdelsesplan, der er udarbejdet af PureClean, sikre, at FysioDanmark Randers fortsat opretholder det høje hygiejneniveau på klinikken.

Asger Juul-Lassen ,Direktør Pure Clean

Mikael G. Jørgensen, medejer FysioDanmark Randers

Ann-Pia Kromann Nielsen, rengøringsassistent

Scroll to Top