Medaljens bagside

Har vi overhovedet fået armene ned ? Vi har hujet, heppet og hyldet de danske håndboldsherrers fantastiske VM slutrunde i håndbold. Som Tv-seer eller sammen med den rød-hvide mur af tilskuere i Boxen i Herning, der til sidst kulminerede i den helt store ekstatiske jubelscene på Rådhuspladsen i København dagen efter. Foran tusindvis af henrykte fans lod de danske helte sig fortjent hylde med guldmedaljerne om halsen, men for mange af spillerne på de respektive landshold, også på det danske, blev VM ikke alene en ”one in a lifetime” oplevelse, men også et uventet hak i skades-klippekortet.

VM i herrehåndbold i Danmark og Tyskland slog på mange måder alle rekorder. På de magiske 18 dage, fulgte ikke mindre end 900.000 tilskuere VM i 6 forskellige byer rundt om i Danmark og Tyskland. Derudover tog alene 2,74 millioner danskere plads bag tv-skærmen til Danmarks finale mod Norge, det svarer til næsten til halvdelen af Danmarks befolkning, og slog dermed alle rekorder, også den fra 1992, hvor vi som bekendt blev Europamester i fodbold. Ingen tvivl om, vi er mange, der blev ramt af VM feberen, og begejstrede os over den fantastiske oplevelse VM på hjemmebane på alle måder var. Vi kan noget i Danmark, også når det handler om store sportsbegivenheder. Desværre fik slutrunden også en bagside, hvilket betød flere spillere måtte tage plads på tilskuerpladserne, og sætte deres lid til de dygtige sundhedsstabe om at få styr på deres skader, så de enten kunne komme tilbage på holdet eller erkende deres håndbold var sat på pause for en tid. Statistikken over antallet af skader ved VM er helt anderledes nedslående læsning end den eufori, vi ellers oplevede i Herning.

Af samtlige brutto landsholdspillere fra de 24 lande, der deltog ved VM, blev 38 spillere skadet op til VM-slutrunden, 23 spillere blev skadet under slutrunden, og samlet set var halvdelen skaderne af så alvorlig karakter, flere spillere må gennemgå operationer for at komme tilbage på håndboldbanen igen. Det er ikke overraskende knæene, der tegner sig for langt de fleste skader. 18 knæskader blev det til, hvor af minimum 2 af dem var korsbåndsskader, men også andre knæskader, som den meniskskade Danmarks Casper U Mortensen fik. Alle skader, der kræver operation før spillerene igen kan kaste med den harpiksfyldte bold. 20 spillere fik skader i den øvrige del af benet, hvorunder René Toft Hansens lyskenskade, hvor han sprang 2 af 3 muskler som ved operation skulle hæftes på igen. 10 af spillerne måtte sande VM var forbi for dem, og lade sig udskifte undervejs i turneringen.

Det store spørgsmål er, kunne disse skader helt have være undgået? Nej det er vel utopi at forestille sig i en kontaktsport som håndbold. Vi ved og fra forskning i idrætsskader, forekomsten af skader stiger proportionelt med de spilleminutter spilleren får, at mangel på restitution øger risikoen betragteligt for skader, og at tidligere skader med utilstrækkelig genoptræning ligeledes øger risikoen for nye skader i væsentlig grad. Derfor er det tankevækkende vores danske håndboldhelte spillede 10 kampe på 18 dage, og endda som et af de hold med de mest fordelagtige hvile- og restitutionsforhold. Til sammenligning kan nævnes VM i fodbold afvikles over 4-5 uger, med langt flere dage imellem kampene, og dermed masser af tid til at restituere. Der er ingen tvivl om, mange vil give deres højre arm for at få den oplevelse, vores håndboldherrer lige har fået. Jovel scorede de danske landsholdspillere udeover oplevelsen en stor bonus for deres VM guld, flere har gættet på 250.000 kr. pr mand, men er prisen for guldmedaljer og bonus helbredsmæssig for høj for spillerne?. I håndbold spilles der enten VM eller EM slutrunde hvert år. De år der afholdes OL er det 2 slutrunder på et år. Samtidig spiller hovedparten af landsholdsspillerene i klubber, der, udover de normale ligakampe, også deltager i store europæiske turneringer. Det betyder mange af spillerne måske lander på 70-80 kampe om året alene på klub og landshold, mens træningsturneringer ,opstartskampe og den øvrige træningstid ikke er medregnet – det er rigtig mange spilleminutter!

Skal spillernes helbred tilgodeses bedre og tingene ændres, er der mange hensyn at tage; IHF’s og EHF’s idrætspolitiske og kommercielle interesser, de enkelte klubbers økonomi, reklameindtægter, tilskuerinteresse, TV indtægter, DHF’s overskud på VM på 30 millioner og mange mange flere . Faktum er bare, det er spillerne, der betaler prisen i øjeblikket. Ja de tjener penge på deres sport, men hvem står og klapper af dem, når kroppen siger fra og de må opgive deres karriere??? Skal vi have tilstande som i USA, hvor en NFL spiller kun regnes for at have en karriere på 3-4 år, med mindre han er quaterback?? Er tiden ikke snart inde til at se på spillernes samlede kampprogram, antallet af spillere, der må deltage i slutrunder, hvor mange der må skiftes ud undervejs eller om der partout skal spilles slutrunde hvert år?? Selvom denne slutrunde var udvidet fra 14 til 18 dage, er programmet stadig alt for presset med for flere hold vedkommende under 24 timer mellem kampene . Måske er tiden inde til at passe lidt bedre på spillerne, hvis vi også fremover vil have store oplevelser og medaljer med vores landshold.